Strømlining på fødevareområdet baner vej for biologisk innovation

Publiceret: 01.07.2026

Sprøjte_Biologicals.png

Forhandlinger om forenklingspakke fortsætter under det irske EU-formandskab  

EU-Kommissionens forslag om en forenklingspakke på fødevarer og foderområdet (food and feed safety-omnibus), indbefatter bl.a. ændringer til Pesticidforordningen (EF) nr. 1107/2009, som har til hensigt at lette administrative byrder. Det vil styrke innovationskraften og konkurrenceevnen i EU, særligt ift. at sikre hurtigere adgang for biologiske løsninger, herunder også lav-risiko produkter, til landmænd i EU. Dette er et vigtig skridt på vejen for at sikre vores fremtidige fødevareproduktion i EU, i en tid hvor ca. 50% af pesticidaktivstoffer ikke opnår fornyelse, bl.a. grundet høje omkostninger til data og gebyrer samt lange sagsbehandlingstider.

Forslaget var i høring igen i maj 2026, hvortil det var muligt at kommentere på indholdet. Rådets generelle indstilling landede ikke under det cypriotiske formandskab, der sluttede 1. juli og overgår herefter til det irske formandskab, som løber resten af 2026. Herefter er det Litauen, der overtager formandskabet i første halvdel af 2027. Efter Rådets indstilling skal forslaget vedtage i EU-Parlamentet. 

Omnibus-forslaget rummer flere gode initiativer for biopesticider bl.a. fast-track, ansøgning i én samlet EU-zone samt en strømlinet gensidig anerkendelse på tværs af de tre zoner i EU.

Provisorisk godkendelse: Kommissionen lægger op til muligheden for at få en provisorisk godkendelse af et biologisk plantebeskyttelsesmiddel på nationalt niveau, når udkastet til vurderingsrapporten for en aktivstofgodkendelse hos rapporteur member state er tilgængelig. Det vil give landbruget hurtig adgang til nye innovative produkter.

Automatisk gensidig anerkendelse af biopesticider i hele EU: Vi finder det positivt, at man fra Kommissionens side støtter en mere smidig tilgang for godkendelsen af biologiske pesticider, herunder ved et såkaldt en-zone system og automatisk gensidig anerkendelse efter 120 dage, medmindre den nationale myndighed inden da fagligt kan konkludere at produktet ikke kan godkendes – dette vil styrke vores fælles ønske om at få flere biologiske beskyttelsesmidler på markedet og vil særligt have en stor indvirkning på tilgængeligheden af produkter på små markeder som Danmark.

Definitionen af ’biokontrol’: Kommissionens forslag lægger op til at lave en særskilt definition af ’biokontrol’ som dækker over mikroorganismer; naturligt forekommende uorganiske stoffer; samt stoffer af enten biologisk oprindelse eller syntetisk fremstillede stoffer som er funktionelt og strukturelt identiske med naturlige stoffer. CropLife Danmark finder det afgørende at denne definition støttes, og at der tages højde for, at kategorien ikke kun skal dække de stoffer som lever op til definitionen af ’low-risk’ under 1107/2009, da dette vil udelukke flere biologiske produkter – også flere som allerede er markedsført i EU.

Definitionen af et ’plantebeskyttelsesmiddel’ har også betydning for stoffer udenfor forordningen: Den nuværende definition af hvad et plantebeskyttelsesmiddel er, hindrer markedsføringen af biostimulanter på det danske marked, til trods for at disse markedsføres under hhv. Gødningsforordningen på EU-niveau og de nationale regler for markedsføring under gødningsbekendtgørelsen i Danmark. I praksis oplever firmaer der søger om anmeldelser af biostimulanter og optagelse på Gødningsfortegnelsen, en bureaukratisk flaskehals grundet Miljøstyrelsens fortolkning af pesticidforordningens definition.

I Kommissionens forslag lægges der, på baggrund af denne danske problematik, op til at præcisere ordlyden for bedre at skelne mellem pesticider og biostimulanter, og her er det afgørende at Miljøstyrelsens tolkning af den foreslåede ordlyd er i tråd med Kommissionens intention bag ændringen af definitionen; nemlig, at det er afgørende at man ser på om et indholdsstof har en hæmmende/ødelæggende eller en stimulerende effekt på planten, hvilket vil tydeliggøre kategoriseringen baseret på funktion og ikke indhold.

Velkommen

Log ind med din email