Regulatoriske sandkasser for biologiske teknologier

Publiceret: 01.09.2025

Linda Nielsen_KU_regulative sandkasser_bredformt.jpg

Det skal være nemmere for danske landmænd at få biologiske teknologier i deres værktøjskasse.

Grøn omstilling og øget fokus på at styrke konkurrenceevnen i EU har accelereret samarbejdet om hvordan der kan sættes skub i innovation inden for biologiske supplementer og alternativer bl.a. inden for landbruget.

”Regulatoriske sandkasser" er et initiativ, hvor forskere, virksomheder og myndigheder sammen finder nye metoder og processer for hvordan nye midler kan komme hurtigere igennem den regulatoriske godkendelsesproces - det kan bl.a. være ved at give dispensation til biologiske teknologier og udvikle nye testmetoder, som er mere egnede til ny innovation end de hidtidige. Formålet er at fremme innovation, reducere regulatoriske barrierer og klarlægge regler for nye midler og teknologier for at fremskynde deres adgang til markedet.

Vores biologiske udvalg har haft fornøjelsen af besøg af Linda Nielsen, Københavns Universitet, der på baggrund af sin rapport ”Biosolutions: Regulatory sandboxes as a tool to break down regulatory barriers” forklarede nødvendigheden - og kompleksiteten - der ligger i at arbejde med regulative sandkasser.

"Ny innovation kan ikke reguleres efter gamle metoder. Vi skal lære de nye teknologier at kende og vi bliver derfor nødt til at gøre undtagelser med dem. Uden dispensationer kan vi ikke lære noget nyt".

På landbrugsområdet kan regulatoriske sandkasser anvendes inden for bl.a. nye genteknologier (NGT), biologiske plantebeskyttelsesmidler og fermentering og har stort potentiale, da de kan medvirke til at lukke ”innovations-gabet” mellem EU og USA/Kina.

”Det bliver spændende at følge, hvordan Danmark og EU benytter muligheden for at bidrage med innovationsvenlige fortolkninger og reguleringer - til gavn for konkurrenceevnen og den grønne omstilling”, afslutter Linda Nielsen.

Velkommen

Log ind med din email