Den miljø- og sundhedsmæssige belastning fra de pesticider, der blev solgt i 2024, er faldet for andet år i træk. Det fremgår af Miljøstyrelsens bekæmpelsesmiddelstatistik 2024, der netop er offentliggjort.
Det viser, at danske landmænd arbejder med principperne for integreret plantebeskyttelse, IPM, som bl.a. omfatter at inddrage varslinger, monitorering, og præcisionsteknologier for at forebygge og bekæmpe skadedyr, ukrudt og sygdomme. Formålet er kun at anvende planteværnsmidler de steder i marken, hvor der er behov, i rette mængde og på det rigtige tidspunkt.
Landmænd, og øvrige, der anvender planteværnsmidler i erhvervsmæssig sammenhæng skal hvert år udfylde et IPM-skema, hvor det fremgår, hvordan de arbejder med principperne for integreret plantebeskyttelse. Skemaet bruges til at gøre landmanden opmærksom på de redskaber, der kan bruges på bedriften til at sikre en bæredygtig produktion.
Kilde: Miljøstyrelsen, Bekæmpelsesmiddelstatistik, 2024