CropLife Danmark var en del af en udbytterig konference på Christiansborg, hvor Tænketanken Frej præsenterede projektet ”Fra benspænd til biodiversitet”. Sammen med en række øvrige virksomheder og organisationer har vi givet anbefalinger til hvordan biodiversiteten får bedre vilkår – hvilket forhåbentlig kan være til politisk inspiration i de kommende forhandlinger om en Biodiversitetslov.
En pointe på konferencen var, at en bæredygtig fødevareproduktion ofte indebærer et lavere output. Her kan vores branche spille en vigtig rolle ved at levere værktøjer til landmandens teknologiske værktøjskasse i form af fx biologiske planteværnsmidler, som kan supplere de konventionelle løsninger. På den måde kan vi understøtte en mere bæredygtig produktion og samtidig sikre landmanden stabile udbytter. Derfor er det vigtigt at få biologiske midler hurtigere igennem godkendelsesprocessen i EU, så de også kan komme danske landmænd til gavn.
Vi har brug for et strømlinet system, der sikrer, at EU og de nationale myndigheder arbejder harmoniseret sammen i forhold til fortolkning af krav og regler. Det vil betyde, at ressourcerne i EU og hos de nationale myndigheder bruges bedre og mere effektivt, hvilket medfører, at produkter hurtigere kan godkendes.
Ved at bruge bl.a. biologiske planteværnsmidler og præcisionsteknologier på de robuste arealer kan natur og biodiversitet få plads både i og ved de dyrkede arealer samt i sårbare områder. Traktorens GPS og satellitkort kan nemt styre udenom bl.a. lærkepletter, natur- og blomsterstriber.
Sekretariatet deltog på konferencen sammen med bestyrelsesformand, Robert Racz, BASF og fik indspark til publikationen fra Syngenta. Konferencens politiske vært var Marianne Bigum (SF) og som deltog i debat med Ole Birk Olesen (LA).
Vi ser frem til at følge de politiske forhandlinger og til at fortsætte dialogen om, hvordan landbrugsteknologier kan bidrage positivt til både natur, biodiversitet og fødevareproduktion